Så er der krig på kniven henne på Jalvings JP-blog. OBOen giver bl.a. dette stød til de nedre regioner:

Det tvinger mig til at genopfriske din hukommelse om, hvad der foregik på Berlingske Tidende under Muhammed-krisen. Dengang der faktisk var noget på spil. Dengang kampen var konkret og ikke blot bestod af fægtning mod vindmøller. Vi var begge to ansat. Men der var kun én af os som åbent kritiserede ledelsens linje internt på avisen, og som i avisens spalter så med kritiske øjne på bl.a. Berlingske Tidendes linje under krisen. Det var ikke dig, men mig.
Og så kommer du nu fra dit trygge bo på Jyllands-Posten, hvor et kritisk syn på islam er avisens officielle linje og fortæller mig, at nu er det pludselig mig, der ikke har forstået, hvor skoen trykker i forhold til islam? Jeg kan forsikre dig om, at jeg er 100 procent med på det hold, der vil beskytte friheden mod muslimsk fundamentalisme, hvis det igen skulle blive nødvendigt i den konkrete virkelighed, vi lever i. Kan vi være sikre på det med dig, eller afhænger det af, hvorfra du til den tid får dit levebrød?
Den bad du selv om, Mikael.

Og så gav Jalving ellers igen:

Mht. Berlingske Tidende er jeg nødt til at genopfriske din hukommelse. Jeg blev ansat på avisen – eller hvad vi nu skal kalde den – i sommeren 2006, altså efter krisen. Her blev jeg en del af lederkollegiet, og hver eneste gang, hvor Muhammedkrisen og dens efterdønninger kom op at vende, sagde jeg min mening ligeud om den sag. Jeg tror ikke, at nogen var i tvivl om, hvor jeg stod, og hvordan jeg så på den daværende ledelsens prioritering. Spørg Tom Jensen & Co., hvis du stadig tvivler.
I tiden før min fastansættelse bidrog jeg til Groft sagt-spalten i avisen, og her skrev jeg på livet løs om Muhammedkrisen og kritiserede Uffe Ellemann-linjen; nogle stykker kom i, andre gjorde ikke. Også andre bidragydere oplevede at blive censureret eller få stykker lagt til side. Som du sikkert véd, bliver aviser jo redigeret, og på det tidspunkt øvede samme Uffe Ellemann en vis indflydelse på ledelsen, der ikke anede, hvilket ben, den skulle stå på. Det var i Niels Lundes dage, og så behøver jeg vist ikke sige mere.

Og minsandten om ikke OBOen mener:

“Som Trykkefrihedsselskabet fungerer i dag, synes jeg, at det trækker i den forkerte retning – i retning af mindre frihed i Danmark.”

OBOens agenda er altså at aflive selskabet – i hvert fald, hvis det ikke skifter formand. Det var ellers noget af et had.