Konservativ?
Peter Norsk er en udmærket borgerlig soldat med en god portion snusfornuft. Han forsvarer ofte USA som jo er vestens livsbetingelse. Jeg mener ovenikøbet at have set ham forsvare demokratiets forpost i Mellemøsten, Israel. Men er han konservativ? Han er medlem af partiet, men se fx hvad han skriver i et svar til teologen Katrine Winkel Holm, der vist er datter af Søren Krarup:
(…)
Moderne konservatisme er nemlig at bevare den personlige frihed mod den alt for om-sig-gribende og formynderiske stat.Derfor er det konservativt at liberalisere navneloven. Det vil øge den personlige frihed at gøre det lettere at vælge sit navn. Det er alt for formynderisk at bibeholde den kraftige statskontrol, når det gælder valg af navn, for ens navn må og skal være en personlig sag.
Det er som om, at Katrine Winkel Holm ikke forstår, at familiemønstret har ændret sig inden for den sidste generation eller to. Næsten halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og bundethed af slægten er mindre i dag end tidligere, fordi det enkelte menneske er blevet mere økonomisk uafhængig af familien.
Hvis familien derfor skal bevares i fremtiden, og her skal det understreges, at vi konservative ønsker at bevare og styrke kernefamilien som grundpille i samfundet, så bør reglerne tilpasses nutiden.
(…)
Fra Jyllandsposten. Artiklen er rendyrket liberal lobbyvirksomhed, uanset hvad man mener om den konkrete sag. Det naturlige konservative synspunkt ville være at beholde navnereglerne, der sørger for at binde folk til deres slægt. Tanken om samfundet som en organisme, om at vi nulevende kun udgør en lille del af civilisationen, der bygger solidt på fortid og tradition, og har ansvar for at sikre en ordentlig verden for kommende slægter, er vel det der skiller den konservative fra partiet Venstre, der lægger hovedvægten på indvidets uhæmmede udfoldelse i nuet.
Selvfølgelig ligger de fleste gode borgerlige kræfter ikke lige præcis i et af de 2 fikspunkter – dog er det påfaldende, at den konservative idé synes mere markant i omegnen af Tidehverv og Dansk Folkeparti end i det parti der bærer navnet. Måske er væmmelsen ved traditionerne bare for stor hos moderne mennesker?
Når Peter Norsk helt har fattet, hvad han egentlig har skrevet, bør han naturligvis ikke lade sit parti hænge på det for den “moderne konservative” så misvisende navn. Han bør fluks følge sin egen tanke og foreslå et nyt navn, så man på passende vis kan lægge afstand til partiets reaktionære fortid. Hvad med at kalde sig “familie-partiet” ?


september 18th, 2004 at 12:50
Du er hård, søs