Dette her skrev ikke jeg, fra Mikael Jalvings JP-blog – Tavshedens triumf:

Tavsheden har jeg nævnt. Det er den, der triumferer i juli. Men løbet er, som Joakim Jakobsen understreger, også en hyldest til y-kromosomet, takket være 180 specifikke mænds bedrifter, absolut uden hensyntagen til kvinder.

Denne ene gang om året kan mænd give den gas. Resten af tiden taler kvinderne i kommunikationssamfundet, ofte i munden på hinanden, 24 timer i døgnet, på alle fjernsynskanaler, på universitetet, i den offentlige sektor, i familierne, overalt, hvor de har taget magten fra mænd, der ikke længere tør være mænd.

Der er vi i dag, men TdF er stadig det samme mandschauvinistiske show, det altid har været, og hvor jeg dog elsker det af samme grund. Som et korrektiv til tidens tiltagende feministiske vanvid i form af popularitetsmålinger, omdømme-mani, dialogmøder og livsangst. Hele arla-iseringen, som tillige har ramt politikerne.

TdF er det modsatte. Her er ingen dialog. Her er ingen “europæisk samtale”, som Jørgen Leth kalder det med lethsk sarkasme. Her er ingen programsatte møder med kommunikations-blæver på dagsordenen, Karen Volff-kager og dårlig kaffe på termokanden. Her ender snakken.

Fucking fremragende!