Kært barn har mange navne, og “gyllingen” aka ”Den anatolske trykkoger” aka ”tumlingen med kysen” er heldigvis på den igen i de evige dialoger med vesten. Det er rart at se, for gyllingen er modsat så mange andre en relativt oprigtig sjæl.

Mere tvivlsom er opførslen hos Det Radikale Venstres tæskehold, der foruden hystaden Shansen omfatter bloggeren Raapil. Der trækkes på kræfter fra den dæmoniske venstrefløj [ hvornår FÅR jeg egentlig min smædepris? ]  og målet er som sædvanlig at give islamkritikerne mundkurv på. Midlerne er intimidering, løgn, underlødige insinuationer og mere gejl, men jeg gider egentlig ikke ofre det mere opmærksomhed her. Blot skal det siges at jeg opfatter Gülay som en betydeligt mere ægte demokrat end den raapilske brigade af intolerante demagoger. Også til trods for at jeg for tiden er bannet fra at kommentere på hendes blog.

Obamas indsættelse var et tøset show. Det blev ikke talt om andet end formen og hudfarven, indtil Peter Kürrild-Klitgaard endelig kom til orde i DR2s deadline 22.30. Det jeg har mest imod Obama er selvfølgelig, at han er udtryk for den overfladiske (og feminine) tidsånd. Han er valgt på formen, akkurat som Tony Blair, Anders Fogh og Bill Clinton. Bush vidste man hvor man havde. Han var muligvis en dårlig leder, men han var en leder, man kunne stole på.

Gå hen og læs et par rosende ord om Bush på Synposis-Olsen. Smut derefter hen på Punditokraterne, hvor Peter KykkeliKyyy finder sin Reaganbegejstring frem , og slut på Synopsis med en advarsel mod Obama.

I øvrigt har jeg netop modtaget gevinsten fra et blogvæddemål. Den skal smage godt!