Vi er vel alle modstandere af sygdomme, især de alvorlige, men meget få hader de sygdomsramte. De fleste vesterlændinge hader islam, færre hader muslimerne selv. Samfundet giver gerne muslimer mulighed for at forlade islam (omend mere politibeskyttelse kunne være ønskeligt), ligesom samfundet gerne giver de sygdomsramte muligheden for at slippe for sygdommen (omend bedre sundhedssektor kunne være ønskeligt). De muslimer, der med djævelens vold og magt ikke ønsker at forlade islam, kan samfundet med større rimelighed “hade”, ligesom samfundet med nogen rimelighed kan være sure på dem som insisterer på at være syge (det er der nok ikke mange som gør). Islam er muligvis en slags sygdom.

Hvordan nu med arbejdsløshed? De fleste mennesker i min generation (generation “nå”) har prøvet det, eller har flere venner og bekendte som har prøvet det. Minder det om sygdom eller islam?

Umiddelbart virker det naturligt, at det sunde velfungerende samfundslegeme hader arbejdsløshed. Lytter man til den offentlige debat fra højre, lyder det desværre ofte som om man hader de arbejdsløse lige så indædt, som man hader arbejdsløsheden.

Lene Espersen vil afkorte dagpengeperioden fra 4 år til 2½ år. Hun forsøger at sælge det sådan her (180g):

“Mit forslag i dag om at afkorte dagpengeperioden, men samtidig lave et tilbud om at se på, hvordan man kan få flere folk til at forsikre sig, synes jeg er et tilbud, der er skræddersyet til at række hånden frem imod primært Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne,”

Den køber Dansk Folkeparti imidlertid ikke:

“Vores holdning er, at der ikke er det store behov for ændringer af arbejdsmarkedet lige nu med den lave arbejdsløshed, vi har,” siger DF’s arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted.

Dette er nemlig kerneargumentet mod stramningerne. Regeringen har længe pralet med det lave arbejdsløshedstal. Det giver logisk set ingen mening at lave grove stramninger, hvis udbyttet af disse potentielt er tæt på nul, og det er jo situationen pt. Lene Espersens forslag kan derfor primært ses som signalpolitik med den omkostning, at de relativt få tabere på arbejdsmarkedet får forringet deres levevilkår. Ked af at sige det, borgerlige læsere, men det rimer altså på ondskab i min bog. Hvis omvendt der var høje arbejdsløshedstal – regeringens egen (i sig selv vanvittige) definition på arbejdsløshed, men lad det nu ligge – PLUS efterspørgsel på arbejdskraft, SÅ ville stramninger give en vis mening.

Lad os bevæge os tilbage fra Lene Espersens platte moralistiske praksis til det principielle: Giver det ikke mening at angribe de arbejdsløse, som ikke vil af med deres sygdom, arbejdsløsheden??

Både og. Det er oplagt, at incitamenter – systematiske angreb på livskvaliteten – bør kobles direkte sammen med den arbejdsløses vilje til at blive sin sygdom kvit (tage et arbejde), for at være etisk forsvarlige. Med andre ord bør en evt. nedsættelse af dagpengeperioden betinges af, at den arbejdsløse siger nej til at arbejde. Pt er det imidlertid allerede sådan, at de arbejdsløse angribes, hvis de ikke vil af med deres syndrom: Dagpengeperioden er faktisk på nul timer, hvis man nægter at arbejde. Det her forslag handler altså ikke om at bekæmpe modviljen mod at blive rask (tage et job), men om at bekæmpe den syges (arbejdsløses) livskvalitet.

Hvorfor er det mon sådan, at selv forpligtelsen til at tage et anvist arbejde ikke afhjælper arbejdsløsheden?

Lene Espersen er tilsyneladende for dum til at fatte det selv, så her er forklaringen: Naturligvis fordi der skal meget mere til end viljen til at komme i arbejde samt en personlig kur. Arbejdsløshedsproblemet er simpelthen sværere at løse end sygdomsproblemet. Konjunkturer går op og ned, og hvor den moderne medicin kan kurere de mest gængse sygdomme uden hensyn til konjunkturer, afhænger arbejdsløshedssygdommens forløb mere af konjunkturer end af diverse konstruktive indgreb på sygdomsbæreren.