onsdag 31 oktober 2007

DR: Kunstnere bange for at vise partifarve.

DR-nyhederne skriver:

Netop frygten for at have for eksempel Venstre eller SF tatoveret i panden er med til at holde skuespillere væk fra den politiske scene, mener Henrik Petersen, der er skuespiller og formand for Skuespillerforbundet.

- Man bliver jo et varemærke, hvis man først erkender sig i en bestemt sags tjeneste, og kunstnere er først og fremmest deres eget varemærke. Stiller du dig op som talsmand for et borgerligt parti, kan der være en risiko for, at der er en hel venstre-fløj, der siger “det gider vi ikke høre på”, siger Henrik Petersen.

Men det er der umiddelbart ingen fare for, mener Helle Kannik Hastrup, der er medieforsker på Københavns Universitet.

- Danmark er et lille land, og et eller andet sted ved vi godt, hvordan mange stemmer. Hvis man skriver mange kritiske samfundssange, tror jeg ikke, at man stemmer borgerligt. Rock er revolution, og det er modstridende med den borgerlige politik, siger hun til avisen.

Kimpolina-kommentar: Nå!

Det forekommer mig da ellers, at danske kunstnere og andre kendte på det nærmeste står i kø for at stille op for diverse partier – mestendels for det populistiske selvrealiseringsparti af karismatiske personligheder, Ny Alliance.

Eller at de skriver sangtekster til opbakning af Enhedslistens mærkesager og Enhedslistens minoritetsvælgere, fx de autonome. Eller venstrefløjens darlings på Christiania.

Og hvorfor kan man ikke skrive borgerlige, kritiske samfundssange? Hvis nu fx den siddende regering er rød? Kan man kun være progressiv og revolutionær, hvis det er rettet mod højreflanken?

Kunne man til eksempel i det tidligere Sovjet eller Polen som kunstner ikke finde på at skrive samfundskritiske sange, der rettede sig mod kommunistdiktaturet og krævede fornyelse?

Nåhnej.

Naturligvis ikke. For SÅ var der nemlig først noget, kunstnerne kunne være bange for at skilte med….Konsekvensen kunne nemlig være fængsel, arbejdslejr eller likvidering.

Herhjemme er der altså ingen kunstnere, der har noget at være bange for. Come on!

Altså lige bortset fra, hvis de tegner Mohammed.


Oploadet onsdag 31 oktober 2007 kl. 16:06 af La Kimpolina — Direkte link5 kommentarer »
Gemt under følgende kategorier: Generelt med følgende tags:

5 Responses to “DR: Kunstnere bange for at vise partifarve.”

  1. Kunst Kunstnersen Says:

    “…Vi kunstnere kan også være bange, og synge lange, lange bange sange…”

    Hej Krampolina, sjov enetale du kører her på din blog – Spørgsmål:

    Er der overhovedet nogen du kan lide?

  2. Kimpolina hend'selv Says:

    Ja det er der da.

    Men da dette – som de fleste uafhængige politiske blogs – er en kritisk blog og ikke en partiblog, en sektblog eller en firmablog til reklame, så vil indlæggene almindeligvis dreje sig om at påpege ting, jeg er uenig i eller finder latterligt eller som jeg synes er uretfærdigt og forkert.

    Enetale?

    Der er ikke mange bloggere, der ikke enetaler. Hvad skulle de ellers? Tale med to tunger? Eller i tunger? Eller med de stemmer, de hører?

    Som eksistensen af din kommentar til mit indlæg her på bloggen, og mit svar på det, antyder, så behøver mine indlæg ikke nødvendigvis at stå uimodsagte hen. Der er åbent for debat.

    Imidlertid sker det da jævnligt, at jeg omtaler folk positivt og endda roser dem.

    Fx. har jeg i de seneste indlæg rost en blogger fra min modfløj og kaldt et af hans indlæg for ‘begavet’. Jeg har – trods min foragt for alle de selvrealisationsmaniske kendisser, der strømmer til NA – taget partilederen Naser Khader i forsvar i forbindelse med det igangværende forsøg på karaktermord på en kommafejl. Jeg har rost et læserbrev i JP, som ikke var mit eget. Jeg har sågar rost Politiken for deres satirepanel i ATS. Jeg har skamrost Lars Hedegaard, og via ham Paula Larrain. Alt sammen alene i de indlæg, der lige nu ses på forsiden af min blog.

    Så deeet…..

  3. Kunst Kunstnersen Says:

    Ok, jeg synes bare at den generelle tone er så vrissen at jeg blev lidt i tvivl om der nu også er kærlighed bag.

  4. Kimpolina hend'selv Says:

    Kærlighed, brother! Maaassser af kærlighed…. ;o)

    Tag blot at gennemse mine tidligere så talrige kimpollager – fx “Boobie-Bombs for Peace!”.

    Man ER vel gammel hippie….eller noget…..

    Nu har jeg også lige fået min trofaste webmaster til at sætte min egen lille creation FOR FOGH op øverst på bloggen. Så NOGET er jeg jo altså FOR, alligevel. Med forbehold…..

  5. Kunst Kunstnersen Says:

    Jamen det er jo godt, så – Hold endelig gang i bloggen!

POLEMIKEN is proudly powered by WordPress
Entries (RSS) and Comments (RSS).