Helle Merete Brix har en kronik i Berlingske Tidende i dag.

Læs den her.

***

Skal vi blot passivt se til, mens islamister vinder kampen om territoriet? Nej, svarer Helle Merete Brix. Hun er helt på linje med islameksperten Jørgen Bæk Simonsen anno 1996, der dengang mente, at »kun en afpolitiseret og liberal islam kan integreres i Europa«. 

***

Indadtil er der en anden dagsorden. Her bakker man op om islamisk lov, den såkaldte sharia, og blåstempler antisemitisme, shariaens barbariske straffe og mænds ret til at slå deres hustruer. Hvad angår forløberen for organisationen Muslimer i Dialog – Minhaj ul Quran bevægelsen – bakkes der endda i en bog af bevægelsens leder op om mord på dem, der udtrykker foragt for profeten Muhammed. I dag har vi i det offentlige rum for længst vænnet os til udtalelser fra unge, selvbevidste muslimer a la »synd at filminstruktøren Theo van Gogh blev dræbt, men …«.

Det er naturligvis slet ikke alle muslimer, der er med på sharia-halløjet, og et af det danske samfunds væsentligste opgaver fremover bliver at beskytte denne gruppe. Disse muslimer kommer under stigende pres fra et aggressivt bagland, der arbejder for, at sharia, uformelt eller formelt, skal vinde indpas i det danske samfund. For forståelsens skyld kan man kalde de muslimer, der går ind for sharia, islamister. 

***

De islamistiske organisationer arbejder på at skabe en transnational islam, renset for de enkelte hjemlandes særlige kultur og tradition. Danske muslimske prædikanter har selv givet udtryk for, at nationalisme er den største sygdom blandt de danske muslimer. Ideelt set er det med tiden den rene islam, der skal fremstå og effektivt presse det ikke-muslimske samfund i islamisk retning.

Det sker allerede nu ved at forlange bederum på undervisningsinstitutionerne, »ret« til at bære tørklæde overalt, kønsopdelt svømmeundervisning, fredagsbøn afholdt i det offentlige rum m.m.

Med tiden vil der komme yderligere krav: kønsopdelt undervisning overalt i skoler og undervisningsinstitutioner, promovering af det »hellige« arabiske sprog, offentlig anerkendelse af muslimske helligdage, ændring af skolernes pensum, så muslimske elever ikke udsættes for undergravende tanker, ret til polygami, mild domspraksis i tilfælde af »æresdrab« og lignende.

I kravene indgår naturligvis også krav om straf for blasfemi og kritiske eller respektløse ytringer om profeten eller muslimer.

Muhammed-sagen blev for islamisterne en glimrende mulighed for at teste det danske demokratis modstandskraft.

Samtidig kunne de skabe nye alliancer i EU-institutioner, blandt mediefolk, erhvervsfolk, politikere, forfattere og intellektuelle, ja selv blandt unge feminister, der ikke kan gennemskue islamisternes strategi, og som tror de ved for eksempel at acceptere en tildækket studievært promoverer »retten til forskellighed«.

***

»Takbir« lyder det nu med mellemrum, når islamisterne demonstrerer. Et kollektivt kampråb, der signalerer ekspansion og erobring.

Skal vi blot passivt se til, mens islamister vinder kampen om territoriet?

Nej, jeg er helt på linje med islameksperten Jørgen Bæk Simonsen anno 1996, der dengang mente, at »kun en afpolitiseret og liberal islam kan integreres i Europa«.

Ud med hovedtørklædet i skoler og på undervisningsinstitutioner. Nej til særkrav og nej til stormoskéer, før vi kan være sikre på, at det er fredelig religion og ikke hadpropaganda, der udbredes her.

Ikke flere apologetiske dialogprojekter med den arabiske verden. Kort sagt: Front mod islamisterne og al mulig støtte til dem, der er født ind i islam, men foretrækker frihed frem for dødskultur og Gudsstat. 

***

Kimpolina-kommentar: Hvad kan man næsten sige andet end: GODT BRØLT!