Det meget omtalte forældermøde, der markerede endnu en afgivelse af dansk territorium, var en del af “projekt bydelsmødre”. Gad vide, hvad de har gang i for fædrene?
De autonome rødfascister har været på gaden for at intimidere dem til højre for midten..
Kim Møller fra Uriasposten blev sammen med en ven overfaldet med flasker og spark. Begivenheden har ikke pyntet på hans udseende, men han har det efter omstændighederne godt, siger han fra hospitalet. Dette er så et af de relativt få overlevende fotos..
DF fortjener al vor moralske opbakning og respekt for en forbilledlig uegennyttig indsats. Konservative er drevet af en enkel national stolthed – den er deres egenkærlighed. De kæmper for noget, der er større end dem selv (det ved de godt, så I behøver ikke minde dem om at de er personligt små – hvad der er liberales mareridt, men ligegyldigt for en konservativ). Liberale kæmper altid først og fremmest af personlig forfængelighed – her har vi liberales egenkærlighed. Forfængelige som de er, er de langt mere optagede af at bevare sig selv og deres principper end det konkrete samfund, de lever i, herunder deres landsmænd – som de vil skide på. Dette er Burkes opfattelse, og det er min. Jeg tror, at konservative DF´ere kommer til at tage en frygtelig kamp i samfundets maskinkælder og redde jeres røv, enkelt og konkret – mens I snakker. Og bagefter vil I formentlig stadig ikke have fundet ud af, at DF havde ret.
Holbergskolen i København har indkaldt til forældermøde for kvinder. Motivet for dette brud på danske traditioner for voksne menneskers frie omgang med hinanden er, at de muslimske fædre ikke vil tillade deres koner at gå til møder, hvor de kan møde andre mænd. For at få de muslimske mødre i tale, ofrer man den danske livsstil. DF kræver indgreb, de andre toppolitikere nøjes med at beklage og fordømme. [Berlingske 1, Berlingske 2]
Bertel Haarder tror formentlig stadig han lever i højskole-Danmark anno dazumal, og mener sandsynligvis at et statsligt indgreb overfor skolerne er lige så modbydeligt som endnu et knæfald for islam. Denne naivistisk liberale tilgang til tidens kulturelle borgerkrig mellem muslimer og danskere er selvfølgelig dybt uansvarlig. Selvom man har liberale idealer, har man et ansvar for at bruge de nødvendige midler i krigen, når man sidder i regeringen. Det kan ikke nytte noget, at man uddelegerer ansvaret for den kulturelle overlevelse til skoleledere, der skal have tingene til at fungere i dagligdagen. Indvendingen mod det halve forældermøde er jo netop ikke praktisk, men overordnet: Foranstaltningen er givetvis fornuftig set ud fra et integrationsperspektiv, men vi vil ikke tillade muslimerne at lave om på Danmark gennem stædig videreførelse af muslimsk tradition for jalousi og trusler.
Det er ikke en skoleleders opgave at forhindre muslimer i at æde vitale salamiskiver af Danmark, men det samlede folks repræsenteret ved folketing og regering. Det samlede folk må kue muslimerne på plads ved tvangslignende foranstaltninger, hvilket ofte vil have positive bivirkninger (i denne sag vil tvangen give de ærekære muslimske fædre et alibi for at tillade konerne at møde danskere). Man kunne eksempelvis kræve at begge forældre var tilstede ved mødet, evt. ved at uddele pæne indkomstregulerede bøder til de muslimer, der udebliver. Man kunne endog overveje at sætte problemet tydeligt i relief ved at forskelsbehandle forældrene efter oprindelse, således at danske forældre ikke var underlagt samme krav.
Naturligvis strider det totalt imod liberale selvforvaltningestanker, men krige kan nu engang ikke føres efter liberale principper. Hvis Bertel Haarder og regeringen ikke har nerver til at konfrontere islamiseringen af Danmark, må de fyres ved næste valg.
Valutasystemet i den såkaldte eurozone kan i værste fald bryde sammen, frygter EU-kommissionen.
Årsagen er blandt andet de voksende forskelle i konkurrenceevnen mellem de 16 af 27 medlemslande i EU, der har indført euroen som fælleseuropæisk valuta, skriver Der Spiegel, Tysklands største nyhedsmagasin.
Naturligvis. Finansdrengene kan jonglere alt det de vil på de bonede gulve. Når kulturerne er så forskellige som i Europa, kan man selvfølgelig ikke i længden have en fælles mønt uden at det giver voldsomme problemer. Vi blev lokket ind i EU med det formål at styrke handelen og harmonisere økonomien. Så simple ting som moms og afgifter er dog stadig meget forskellige. Euroen er galmandsværk.
Pia Kjærsgaard på knæ for korrektheden
Glimrende kommentar fra den erklærede nationalliberalist Jacques de Biann på 180 grader, hvis tåbelige panel har stemt den ned på minus 2. Kommentaren er en simpel sproglig udredning, som jeg selv ville have lavet den, hvis jeg havde orket, men efterhånden er dumheden og den foregivne dumhed så massiv, at det virker håbløst. Nå, her er en god bid:
Pia Kærsgaard er vist ved at være en gammel, tandløs kælling nu. Hun springer nu med hovedet først ind i generaliseringskoret angående et indlæg begået af Jesper Langballe i Berlingske Tidende; et indlæg hvor hele etablissementet er gået i oprør over at Jesper Langballe tilsyneladende har generaliseret alle muslimske mænd som voldtagere af egne døtre. En indigneret racismeanmeldelse er det endda blevet til fra social”demokraten” Uffe Thorndal’s side!
Men hvad står der egentlig i dette indlæg? Er Langballe ikke for kvik til at gå i den fælde? Og det viser sig så, at jo – det er han:
Her er den – ifølge den rød-islamiske alliance – fældende udtalelse der indeholder postulatet om, at alle muslimske mænd voldtager deres døtre:
“Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og iøvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt.”
Aha! Læg mærke til det understregede “at der er”. Dette betyder såmænd blot, at de findes – ikke at de alle er det, alene fordi at de er muslimer! Han omtaler altså kun dem, der gør det og ikke alle. STOR principiel forskel!
Ville man også fare i flint i sin moralsk dominanssyge, venstreorienterede forbudspsykose, hvis nogen postulerede at der er katolske præster der misbruger børn? At der er danske mænd der drikker? At der er franske mænd der er bøsser? Eller at der er venstreorienterede pædagogmedhjælpere der er lidt for glade for børn?
Dette er et klart eksempel på, hvorledes man vil annullere ytringsfriheden for at forhindre at ubekvemme sandheder om venstrefløjens stemmeleverende, børneboller-tendentiøse og udpræget teokratfascistoide importproletariat kommer frem ved at misbruge lovgivningen til at kriminalisere den ytrende!
Andre har skrevet om det, en af de bedste er Monokultur:
Det betyder noget for den efterhånden slidte koalition, der hedder VKO, hvilket stof Pia Kjærsgaard egentlig er lavet af, dér indenunder huden, bag masken. Der kræves balance og modenhed og sober stemmeføring af hende mere end nogen anden. Pia Kjærsgaards stilling på de bonede gulve er nu så vigtig at man ikke længere skal tale det indhold, der gjorde hendes karriere i første omgang, men om form, der sikrer hendes arbejde med de rigtige mennesker. Som en Andersen Skjern, der efter at have besejret hele den varnæske klasse først bliver til noget i deres selskab. Langballes udtalelser var derfor “kluntet udtrykt” og det er “dumt og skadeligt for partiet“. Hvad der er skadeligt for partiet ved Kjæsgaard selvfølgelig bedst selv da partiet er hendes projekt og det er hende, der bestemmer, hvilken form for overflødig socialdemokrati det skal være. Men kluntet udtrykt?
Nej min kære Kjærsgaard. Langballe er ualmindelig præcis i sine formuleringer. Han skriver “at der er muslimske fædre, der voldtager deres børn” og ikke “alle” eller “at det er sådan de gør hele banden“. På denne begrænsning foretager han det tilsyneladende one-up-manship i forhold til Hedegaard når han siger “de nøjes med at slå døtrene ihjel“. “De” altså forstået, som den begrænsede mængde af “muslimske fædre, der voldtager deres børn“. Oven i købet har Langballe endnu et forbehold i at “sandheden synes at være” og han sætter ord på denne sandhed, som er blevet så almindeligt et begreb, nemlig æresdrab.
Jo men æresdrab er sjældne og enkeltstående, det udgør ikke ligefrem en statistik. Såeh? Det gør det jo nok alligevel et sted for æresdrab er i Danmark udelukkende en muslimsk beskæftigelse, hvilket tegner et grusomt billede af familieforholdenes grundpræmisser i de muslimske miljøer. Man glemmer at æresdrab er sidste indstands når familiens overhoved siger “nok er nok”. Der går noget forud, hvor parterne kan bakke ud af en konflikt, hvilket vil sige at de stakkels piger kan rette ind.
(…)
Også de afslutter med en skiden langballe til “pæne Pia”:
Jeg synes grundlæggende at det er Pia Kjærsgaard, der virker “dum og skadelig” for udviklingen i Danmark og at hendes læsning af de intellektuelle i hendes parti er “kluntet”. Den politiske kamp bliver ikke afgjort af form, men af indhold. Hvis man er stærk nok holder man sandheden, som “the high ground” og tvinger i længden sin vilje ned over sine fremstormene uvidende modstandere, som bliver besejret gennem tab af argumenter og ansigt. Hedegaard og præsterne har ret og de er ikke ilet i kamp utålmodige efter at få en hurtig afgørelse, men som general Buford valgt et sted, hvor de havde højdedraget. Scenen er sat til endnu en nedslagtning og hvis Kjærsgaard har lidt fornuft holder hun enten med sejrherrerne eller også holder hun sig væk.
Dagens mest lavpandede anvendelse af det danske sprog finder vi måske i Berlingskes leder. Problemet er samme misvisende og selvsvingende opsummeringsteknik, der netop er så unuanceret som man angriber modparten for at være – det man siger er man selv:
I godt otte år har regeringen sammen med Dansk Folkeparti sikret et solidt flertal for den udlændingepolitik, som danskerne er særdeles tilfredse med. Hvis samarbejdet på dette område fortsat skal have opbakning i befolkningen, så er der brug for at markere meget klare grænser mellem sund fornuft og respekt for danske værdier og så direkte fremmedhad og religionshetz. Formanden for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, tager desværre halvhjertet afstand til sin partikollega Jesper Langballes ekstreme udsagn her i avisen i går om, at muslimske fædre myrder deres døtre og lader onklerne voldtage dem. Der er ellers al mulig grund til en entydig afstandtagen til udtalelserne, der er så generaliserende over for en hel befolkningsgruppe, at man uden tøven burde kunne distancere sig fra dem.
Al mulig grund? Giv mig blot en enkelt god en..
Men Pia Kjærsgaard kalder det udglattende »dumt og skadeligt for partiet« og »kluntet udtrykt«. Det kan godt være, at det er skadeligt for partiet, men det er langt mere skadeligt for integrationsprocessen, for Danmarks omdømme i udlandet og for en troværdig udlændingepolitik, at et fremtrædende folketingsmedlem udviser en så konfrontatorisk holdning til alle, der tilhører en bestemt religion.
Sandelig ikke alle. Hverken Hedegaard, Krarup eller Langballe har angrebet “alle muslimer”. Kan lederskribenten ikke læse? Nuancerne finder man tydeligvis hos medlemmerne af Trykkefrihedsselskabet. På Berlingskes redaktion findes kun firkantet stupiditet. Længere nede hedder det:
Jesper Langballes holdninger til muslimer har intet at gøre med værdikamp. Det er rendyrket hetz og fanatisme rettet mod dem, han selv beskylder for religionsfanatisme
Nå, synes I lissom det.. og hvor er argumenterne? Hvor er sagens substans, der går ud over “han er dum,fordi jeg siger det”??
Venstres, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis egne vælgere har krav på at få at vide, hvad partiet mener om muslimer og deres religion. Er det Islam, partiet er modstandere af, eller er det den ekstreme form for Islam, som i sidste ende kan føre til terror, partiet er modstander af. Er det det lille fåtal af muslimer, der måtte tilslutte sig at sætte praktiseringen af Sharia-lov i Danmark over dansk lovgivning, partiet tager afstand fra. Eller er det det store flertal af danske muslimer, som lever fuldt integreret i Danmark og praktiserer samme uformelle forhold til deres religion, som de fleste folkekirkemedlemmer har til deres.
Her var det så,skyggen af et argument. Ikke direkte udtalt, så ville synspunktet nemlig være mere åbent for oplagte angreb, men sådan lusket ind som en postuleret selvfølgelighed: Islam er ikke et problem i sig selv. Kun en lille ond afart af islam giver problemer, nemlig den såkaldte islamisme.
Det kan man så vælge at tro på, selvom næsten ingen muslimske piger gifter sig med en leverpostejsdansker med mindre han har overgivet sig til islam. Og selvom ingen imamer kan siges at være provestlige, og ingen af dem tager afstand fra sharia (hvilket de naturligvis heller ikke kan, hvis de vil repræsentere islam). Eller man kan vælge at lade som om, man tror på det…
fredag 22 januar 2010
Darling Nikki – hvem der bare var ung igen..
Måske er det dårlig smag. Måske fortryder hun senere. Under alle omstændigheder er denne provestlige livskraft dejligt forfriskende og måske mere værd end tusinde læserbreve eller blogposter. Hun er sej, hun er nuttet, hun er dejligt plat. Og den indbyggede protest mod feminismens had til de gamle hvide mænd samt fuckfingeren til den evindelige pædofilipanik, der ofte er mandehad og smålighed forklædt som omsorg, gør da heller ikke demoen dårligere..
Nikki, eller hvad du nu hedder i virkeligheden: Du er skøn!
15 familier fra Tingbjerg har sagt ja til at flytte væk fra bydelen.
Socialforvaltningen i København vil have de mest belastede familier ud af Tingbjerg – og ind i mere velfungerende bydele for at begynde på en frisk.
onsdag 20 januar 2010
Kapitalisme, når den er værst
Glimrende replik fra Cirkeline til en af OBOens efterhånden få gode ledere:
At bortauktionere et KW-værk burde være en helt dagligdags begivenhed for auktionshuset, og har umiddelbart intet med debatten om muhammedtegningerne at gøre, med mindre man opsøger en sammenhæng, som Lauritz.com gør det. Jeg tror ikke på deres historie om frygt for voldelige repressalier, når deres udmelding og handling er så tydeligt politisk farvet. Og alligevel er det paradoksalt, at deres begrundelse netop bærer véd til bålet hos den modsatte politiske fløj…
Lauritz.com ønsker naturligvis at maksimere profitten, og den ligger i det fimseborgerlige segment. De bruger politisk positionering og kampen mod ytringsflabetheden som salgsparameter. De er kapitalisme, når den er værst.
tirsdag 19 januar 2010
Seneste bud på Kurt Westergaard: 12000 kr.
Lauritz.com forråder ytringsfriheden. Det gør Galleri Draupner ikke:
Der kan bydes på maleriet pr. telefon, mail, eller kontaktformularen på hjemmesiden.
Auktionen vil løbe til og med lørdag den 23. januar kl. 17.00
Jeg vil personligt modtage og behandle budene, så hurtigt som det er mig muligt – og opdatere siden time for time
Det beløb der står anført på siden er alene højestbydende. Galleri Draupner lægger naturligvis ikke salær på.
Hele beløbet går ubeskåret til børnene på Haiti.
Alle elsker Kurt – undtagen Lauritz !!
Byd HER HUSK at udfylde alle felter.
Højeste bud nu: DKK 12.000.- fra Claus Beyer
opdat. 20/1 kl. 1200: Højeste bud nu: DKK 22.000.- fra N. Axelsen
opdat. 21/1 kl. 1233: Højeste bud nu: DKK 75.000.- fra Hans Chr. Nørgaard
Man kan støtte Haiti økonomisk, Kurt Westergaard moralsk og ytringsfriheden principielt ved at byde ind på akvarellen gennem Galleri Draupner
Det er faktisk en niqab med satin, og det er selvfølgelig en helt anden sag for folkene på 180 grader. Desværre kan 180g ikke poste img-tags, så her er stavepladen altså.
fredag 15 januar 2010
Endnu en løgnagtig gås
Kvindekønnet producerer dem på stribe. Kvinder foretrækker som bekendt tryghed for frihed og fred for sandhed. Her er det så en af de interviewede forfattere fra den nylige undersøgelse af selvcensur blandt “kunstner”-segmentet, der er fanget i en løgn. Hun er endog forkvinde [Politiken - Forfatterformand talte usandt].
Dansk Forfatterforening og en række andre debattører har skoset Ugebrevet A4’s undersøgelse af selvcensur blandt kunstnere som følge af Muhammedkrisen.
De mener, at undersøgelsen alt for firkantet konkluderer, at skrækken for at ende som tegneren Kurt Westergaard har fået kunstnerne til at udøve selvcensur og frygte for ytringsfriheden.
Nu må forfatternes formand, Lotte Garbers, erkende, at hun har talt usandt i debatten.
Til Politiken sagde hun, at mange af de kunstnere, der mente, at ytringsfriheden var truet, formentlig gjorde det, fordi de var bekymrede over forslaget om tørklædeforbud eller regeringens indførelse af lømmelpakken.
Selv havde hun svaret, at ytringsfriheden var truet af tørklædeforbuddet, forklarede hun.
Men det er ikke rigtigt.
Efter at A4 har foreholdt Garbers hendes besvarelse, erkender hun, at hun faktisk ikke har peget på tørklædeforbuddet.
Og hun siger også i dag, at hun meget vel kan have peget på Muhammedkrisen som medvirkende årsag til, at selvcensur forekommer oftere i dag end tidligere.
Jow, i tidens socialkonstrutivistiske hoveder er sandheden blot det, der bedst gavner formålet, som i dette og rigtigt mange andre tilfælde er kampen mod den onde virkeligheds budbringere.
onsdag 13 januar 2010
Madpakkeordningen, hvordan kan det ske?
Hvordan kan en borgerlig regering indføre sådan et statsligt overgreb på familierne? [EB via 180]
Som jeg forstå ordningen [retsinfo - Mad i daginstitutioner] er forælderbetalingen tvungen. Man kan endnu selv vælge om man vil æde den statssanktionerede føde, akkurat som man endnu ikke direkte tvinges til at se på DRs tv-aviser, men man har værs’go bare at betale.
V og K er en ynk.
Endnu et par vidnesbyrd om presset på ytringsfriheden
Google har tilsyneladende været inde og pille ved mekanikken for at please den syge sekt [uriasposten].
Den ene halvdel af Wulffmorgenthaler tør ikke engang indrømme at de bedriver selvcensur. Seidenfaden benægter ligeledes fakta, en umådlig pinlig sag. Fra Konflikten – Wulffmorgenthaler lyver:
Samtidig spørger man uvægerligt sig selv, hvordan kan Politikens journalist dog i alverden undgå at konfrontere Mikael Wulff med Frederik Stjernfelts påstand. Hvordan kan man som journalist vælge at se bort fra den sag, der er kendt i brede kredse. Her forekommer mystikken ganske enkelt at være overvældende og uigennemskuelig. Er der tale om en forglemmelse af amatøristiske dimensioner, eller er der i virkeligheden tale om et stykke tendentiøs mikrofonholder-journalistik – måske ligefrem et eksempel på intern selvcensur, der skyldes en tradition i huset? Man tænker sit, for det er bestemt ikke første gang, at Politiken og Seidenfaden er blevet grebet i at bortcensurere passager for at dække over selvcensuren.
Som lidt modvægt til disse triste eksempler uddeler Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard heldigvis dummeflade til sine angribere. Sjældent er folk blevet klædt så grundigt af. Fra 180 grader – Fascisme-ekspressen bruser frem, hvor der heller ikke er anden end spredt loonistisk modstand [også på Sappho]:
I modsætning til mig, der aldrig har taget til orde for vold, kan jeg konstatere, at regeringen og folketinget gør det. De har sendt danske soldater i krig i Irak og Afghanistan, og som begrundelse for vores deltagelse i den sidstnævnte krig udtaler udenrigsminister Per Stig Møller, at vi er nødt til at nedkæmpe terroristerne langt inde i det fjerne Asien, for ellers slår de til her i landet.
Ups! Han må altså – hvis min logik ikke svigter mig – mene, at Danmark er under angreb, at nogen vil vores frie, grundlovssikrede orden til i livs, og at de vil bruge alle midler for at nå deres mål. Han må også mene, at de selv samme fjender enten er til stede her i landet eller nemt kan skaffe sig adgang. Ellers kunne man jo lade afghanerne og de tilrejsende krigere kaste sig over hinanden, som de har haft for vane gennem hundreder af år – i erkendelse af, at ingen interventionsmagt historisk set har haft held til at pacificere de vilde klaner og deres åndelige vejledere. Hvad regeringen og de anstændige derimod ikke vil erkende er, at denne aggression har noget med islams jihad-forpligtelse at gøre, selv om alle dem, der går og sysler med knive, økser og bomber, påberåber sig islam som begrundelse for deres forehavende.
Jeg synes, det er lidt slapt og en anelse skødesløst at sætte danske soldaters liv på spil og samtidig trække syv slør over vore hoveder, når nogen omtaler den ideologi, der har animeret vore fjender til at angribe os in the first place.
(…)
Så håber jeg i øvrigt, at de jødiske medlemmer af min familie – heriblandt min smukke og kloge datter og mine to jødiske børnebørn – ikke får et alt for stort chok, når de nu skal høre deres far og farfar omtalt som ven med antisemitter og fascister. De vil utvivlsomt spørge sig selv, hvilken interesse jeg dog skulle have i at bidrage til forfølgelsen af min egen familie, men jeg er sikker på, at Weekendavisens skrivere nok skal finde et svar også på dette mysterium.
Ligesom Team Shansen nok skal finde ud af at bortforklare deres mange metalforstyrrede fejltagelser i hetzen mod os onde højrebloggere. Første regel er jo desværre hamret ind i alle børn af vor tid: Indrøm aldrig en fejl!
tirsdag 12 januar 2010
Præcisionen i løgnens tjeneste
Den af alle elskede præcision viser sig her fra sin grumme side, og giver mig hermed et klart eksempel på, at ikke kun præcise udtryk bør være en del af den demokratiske debat, jvf. Støvring.
For de allerfleste er en burka en burka, selvom det måske mere præcist er en niqab. Men ved at stå fast på præcisionen, kan man proklamere, at der kun er forsvindende få kvinder, som går i burka og dermed gøre bekymringen til grin.
Teknisk set har man ret, men man voldtager reelt kommunikationen i orwellsk stil. Ifølge Støvring og konsorters dogmer er Politikens præcision et skoleeksempel på god debat, mens udsagnet “der er flere hundrede burkaer i Danmark” vil være en hedegaardsk forsimpling, som ikke burde forekomme i debatten.
I praksis er den hedegaardske forsimpling imidlertigt langt mere retvisende for 98% af befolkningen og dermed god folkelig debat, hvorimod den præcise anvendelse af termer er ødelæggende for debatten.
Kravet om præcision er reelt et forsøg på at gøre debatten og styringen af landet til et anliggende for eliten alene og dermed i lodret strid med demokratiets idé.
Udbytningen af den hvide mand fortsætter. Næsten hver dag oplever man eksempler på det, og lørdagen var ingen undtagelse:
I toget mod Roskilde sad en perker i 40erne, som skulle mod vest. Kontrolløren var en lille fiks dame i 30erne. Manden havde selvfølgelig ikke gyldig billet og blev lige så selvfølgeligt meget oprørt, da hun påpegede det. Han havde et pensionistkort, men det var for gammelt. Hvis det havde drejet sig om en eller 2 dage kunne hun have set igennem fingre med det, sagde hun, men når kortet var udløbet tilbage i juli måned (!), mente hun alligevel ikke den gik. Mere ophidselse fra perkeren. Han havde travlt og havde virkelig ikke tid til at stå af i Roskilde. Konklusionen blev dog, at han måtte vælge mellem at køre videre og betale bøden på 600 kroner eller “gå i land” i Roskilde og anskaffe sig en gyldig billet.
Hvad bemærker vi så her? Joee, vi bemærker at manden slap for bøden. Jeg har selv indkasseret 2 bøder på 600 kroner. Den ene gang var det deres skyld – billetautomaten virkede ikke på S-togs-stationen, og den anden gang troede jeg, jeg kunne købe billet i IC-toget mod vest – men det var næsten et år siden, at man havde kunnet det. Manden her havde derimod helt køligt taget et gammelt pensionistkort med. Til gengæld var han pænt aggressiv overfor den lille dame. Arabere er bare lidt mere lige end andre.
I Roskilde skulle jeg vente på en bus og stillede mig hen i nærheden af billetlugerne. Her stod herr Perker så og købte billet. Gjorde han forsøg på at forny sit pensionistkort? Selvfølgelig ikke – det kunne vel altid bruges til et nyt forsøg på snyd.
Om aftenen besøgte jeg en ven med TV. Han anbefalede den “syrede” danske film Fukssvansen, en film uden perkere, hvilket i sig selv vel er en præstation anno 2001. Den var da meget hygsom, men det er ikke tilfældigt, at jeg har en voldsom aversion mod nyere danske film: Jeg plejer efterhånden at gøre det kønspolitiske regnestykke op, og her var der atter “gevinst”:
Den brovtende maskuline Finn, som lagde heftigt an på filmens babe, endte med at blive forgivet og parteret.
Den overvægtige småborgerlige ærkedanske nabo havde i årevis ikke tilfredsstillet sin søde midaldrende kone: han fik en økse gennem hovedet.
Rockeren, som var babens kæreste, reddede hendes liv. For det takkede hun ham ved at dumpe ham, hvorefter han brød flæbende sammen.
Stykkets glade og positive drømmefyr blev den midaldrende kvindes gevinst.
Og baben gik til den kiksede og mindst maskuline mandsperson i filmen.
Læren var, at man ikke skal være maskulin. Og er man det alligevel lidt, skal man være supersød og ekstremt overbærende. Ellers bliver man nemlig nakket af feminismens Nemisis eller noget. Midaldrende kvinder har til gengæld fortjent en ung Adonis.
Joee, lørdagen var atter en dag, hvor den rituelle aflivning af den hvide mand kunne udfolde sig.
lørdag 9 januar 2010
Muslimerne voldtager
De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.
Fortsat god lørdag aften!
mandag 4 januar 2010
Kasper Støvring, endnu en karriemager?
Kasper Støvring er en af vi værdikonservative bloggeres helte. Han skriver mange fornuftige ting, selvom det naturligvis af og til bliver for akademisk højtravende, men i Lars Hedegaard-sagen blev presset alligevel for stort: Man er vel phD (ligesom den behagesyge Lilleør) og karrieren skulle nødigt bringes i fare. Måske er det sådan en indstilling, der giver sig udslag i flg. 2 hjerneblødninger i interviewet i Kristeligt Dagblad bragt 31. dec., Man skal true med at blive:
- Men det gælder om at være meget præcis, når man kritiserer. Ellers fører kritikken ikke noget brugbart med sig, hvilket kan siges om den aktuelle sag.
¨
Det var den første. Det er forkert på det generelle plan og såmænd også på det konkrete. Præcision er da en glimrende ting. Men det er oplagt noget vås, at præcision er afgørende for om kritikken giver brugbare resultater. Et krav om præcision vil udelukke en masse vigtigt input til debatten, og konflikter desuden med idéen om ytringsfrihed og demokrati for alle – altså også dem som ikke har en phD.
I det konkrete kan man sige, at den manglende kvantificering af grundleddet i Hedegaards berømte sætning “De voldtager deres egne børn” har ført til en afklaring af, hvor dybt ned i sumpen de politisk korrekte vil synke i deres forsøg på at dæmonisere os. Desuden har vi fået bedre styr på, hvem der er parate til at stå fast på den frie folkelige debat og hvem der blot er med ved skåltalerne. Støvrings betragtning kunne altså næppe være mere forkert. Nu til den anden bøf:
- Jeg mener, at der er mange muslimer i Danmark, som gør et stort stykke arbejde for at fremme den demokratiske tanke og de vestlige frihedsidealer – blandt andre Naser Khader. Det giver håb for, at vi på sigt kan ændre udviklingen mod en bredere forståelse for de vestlige idealer for frihed.
Naser Khader og .. ? Jaee, hvem var det nu lige han tænkte på? Det er jo løgn, at det vrimler med kritiske muslimer som Khader. Han er næsten alene om opgaven. Når nu Støvring kritiserer Hedegaard for at generalisere og være upræcis, er det altså ikke ret smart at bruge samme stil og ovenikøbet ramme betydeligt mere ved siden af målet.
Sørine Godtfredsen revser Kathrine Lilleør
3 borgerlige teologer af hunkøn har de senere år præget den offentlige debat kraftigt – måske den kvindelige intelligentsias svar på 90ernes 3 partielt konservative bimboer Kylle, Pylle og Rylle: Katrine Winkel Holm, Kathrine Lilleør og Sørine Godtfredsen. De 2 førstnævnte har som henholdsvis næstformand og dydsiret dørsmækker allerede været på spil i forb. m. hetzen mod Lars Hedegaard. I lørdagens Berlinger er det Sørines tur [Det pæne selskab, ikke online], og selv om der ikke sættes direkte navn på, må det være ydmygende for Lilleør, som her portræteres som den arketypiske behagesyge, stræbsomme og lidt mere end middelmådige skolepige, der ofte når særdeles langt i denne tids overfladiske samfund, men desværre har så lidt at byde på, når det virkelig gælder:
Lad os for eksempel antage, at formanden for et frihedshungrende selskab kommer med nogle højst upassende og generaliserende udtalelser om kvindesynet i islam. Det skulle nok kunne få nogen i selskabets kreds til at løbe forskrækket væk, fordi de mærker jorden vakle under sig. Fordi de indser, at de er i fare for at blive skubbet ud af det pæne selskab .
OG DET HAR KONSEKVENSER at blive forvist, for man kan hurtigt blive set på som et menneske med et nærmest forkasteligt potentiale. Vi lever i en verden båret af idealet om, at alle skal eksistere sammen i rummelighed og tolerance, og hvis man for kraftigt betvivler drømmens bæredygtighed, får man nemt skudt i skoene, at man kun vil rive ned. Og i den store glitrende medieverden kan man fryse fast i rollen som den vrede kritiker, hvilket er et problem, hvis man for eksempel som præst drømmer om at sidde og funkle i talkshows og på forsiden af Alt for Damerne. Med den ambition for øje gælder det om at ramme den helt rigtige balance mellem blidhed og nogenlunde klar tale, og i synet på islam skal man ramme med millimeteragtig præcision. Lidt kritisk må man gerne være, men i samme sekund én i nærheden taler med ekstra intensitet, gælder det om at komme væk. For så optaget kan man blive af bestræbelsen på at bevare sin smilende medieegnede identitet, at man ikke tør andet end at flygte, når der lyder uheldige ord fra det bagland, man egentlig gerne vil stå inde for. Og så alligevel ikke. Jo, måske. Og dog. Nej.
NERVERNE SIDDER MED ANDRE ORD uden på tøjet, når man ikke vil forvises fra samfundets pæne selskab , og derfor kan få udtalelser få stor virkning. Også selv om sagen jo er, at man godt kan være tilknyttet Trykkefrihedsselskabet uden at føle sig ansvarlig for, forsvare eller sympatisere med hver eneste sætning, formanden formulerer. Det er selskabets indsats for frihed til at tale og skrive fra hjertet, der er det primære, men i et højspændt mediesamfund, hvor mekanismerne eksploderer på få timer, mens man med sekunds varsel skal vælge side, kommer man nemt til at handle overilet. På den regning ser vi mange impulsive skift og ryk i den store kamp for taktisk positionering, og de bratte bevægelser baserer sig ikke altid på omhyggelig tænkning. Hvis positioner for nemt kan rokkes, bliver mange holdninger ligegyldige, og uanset hvor meget man frygter at blive forvist fra det pæne selskab , ved jeg af egen erfaring, at man bør tænke sig grundigt om, inden man råber op og smækker med døren. For hver gang man gør det , daler troværdigheden.
lørdag 2 januar 2010
Et passende svar?
på det muslimske mordforsøg på Kurt Westergaard (se bl.a. Snaphanen og Uriasposten). Ole Birk Olesen fra 180 grader tror alligevel ikke folk tier af frygt for deres helbred, men kun for social udskamning, hvilket han synes er glimrende. Fra vor ordveksling:
Jeg opfatter ikke kun vores ansvar som juridisk. Det er også moralsk. Vi vil ikke være ansvarlige for at have skabt et sted, hvor man anonymt kan fremsætte synspunkter om, at hele befolkningsgrupper skal smides ud af landet.
Jeg kan godt lide et samfund, hvor ytringsfriheden benyttes på en civiliseret måde, fordi man ikke vil fryses ud af de sociale fællesskaber, som man befinder sig i. Anonym frygter en sådan udfrysning – det er derfor, han er anonym, ikke fordi han frygter for sit liv. Civilsamfundets sociale kontrol er god og så langt at foretrække for statens kontrol. For anonym er fri til at skrive, hvad han vil i sit eget navn, men andre er også frie til ikke at ville have noget med ham at gøre. Det er sådan, det skal være.
Han må være sikker i sin sag, ham OBO. Man ved knapt om man skal le eller græde..
